Burkantat Rechtsanwälte
Andreas Bode Rechtsanwaltskanzlei

Service

Civilret

Oversigt

  1. Inddrivelse af pengekrav/inkasso i Tyskland
  2. Hvornår når en viljeserklæring frem til modtageren efter tysk ret?
  3. Almindelige salgs- og leveringsbetingelser
  4. Ejendomsforbehold efter tysk ret
  5. Ejendomsforbehold i Tyskland - hvad kan aftales?
  6. Tysk obligationsret efter den 01.01.2002
  7. Freistellungsbescheinigung (Fristillingsbevis)
  8. Oplysninger omkring mora (forsinket ydelse)
  9. Management om pengekrav i Tyskland
  10. Databeskyttelsesret i Tyskland (lov om databehandling)
  11. Insolvensbegæring for et tysk selskab (f.eks. GmbH som datterselskab) i Tyskland

zurück

1. Inddrivelse af pengekrav/inkasso i Tyskland

Med dette indlæg vil vi gerne oplyse Dem om og skabe en smule klarhed omkring den noget komplicerede procedure i forbindelse med inddrivelse af fordringer og de hermed forbundne omkostninger i Tyskland. Det anbefales, at De printer artiklen ud og opbevarer den sammen med andre vigtige og nyttige oplysninger. Hvis De har spørgsmål, er De velkommen til at kontakte os uforpligtende.

At få gennemført et betalingskrav i Tyskland kan til tider være et problem for folk fra udlandet, fordi de tit ikke er bekendt med de juridiske forudsætninger og omkostningsrisici. Den efterfølgende redegørelse vedrører en normal, trinopdelt inkassoprocedure.

1. Rykkerskrivelse fra advokaten

En rykkerskrivelse fra en advokat kan godt fremsendes til debitor uden domstolenes medvirken.

Hvis betalingsfristen, som en sælger eller leverandør (såkaldt kreditor) i sin rykkerskrivelse har fastsat over for køberen/kunden/aftageren (såkaldt debitor eller skyldner), er udløbet uden at betaling er sket, forsøger man ofte endnu engang at få debitor til at betale ved at bede sin advokat om at sende en rykkerskrivelse med en ny betalingsfrist. Advokaten handler i sådanne tilfælde som kreditors repræsentant og har fuldmagt til at agere over for debitor.

Omkostninger: henhold til tysk lov er en debitor (skyldner) forpligtet til også at betale omkostningerne til advokatens salær, såfremt debitor ikke har overholdt sin betalingsfrist. Derfor er det vigtigt, at man som kreditor (f.eks. Deres firma/sælger) har fastsat en betalingsfrist, som så er blevet overskredet.

Advokatens salær beregnes i henhold til den tyske lov om advokatgebyrer - den såkaldte Rechtsanwaltsvergütungsgesetz (RVG) - men kan også forhandles frit. I sidstnævnte tilfælde vil honoraret dog i reglen mindst udgøre det gebyr, som man skulle have betalt i henhold til RVG.

Honorarets størrelse afhænger af den såkaldte sagsværdi (Streitwert), d.v.s. stridsgenstandens værdi i penge. Ved krav om betaling af et pengebeløb vil dette som regel være selve hovedkravet (f.eks. købsprisen af det solgte). Gebyrtaksterne er fastlagt i en tabel, som hører til RVG (jfr. Streitwert-tabellen i tillægget). Dog kan gebyrtaksterne for rykkerbreve fra advokater ligge mellem 0,5 og 2,5 (VV 2400). Advokaten afgør, hvor høj taksten skal være - bl.a. baserer han sit skøn på estimeret timeforbrug, sværhedsgrad og sagens betydning. Som regel beregnes en middelværdi på 1,5.

Oven i gebyret kommer advokatens udlæg plus moms. Hvis rekvirenten (ordregiveren) er i et andet EU-land, beregnes ikke moms af advokatsalæret.
Honorar, som gøres afhængigt af sagens resultat (såkaldt succes-honorar), eller aftaler om en bestemt procentsats af det opnåede beløb er forbudt i Tyskland.

Følgende eksempel tages som udgangspunkt: En kunde skylder en virksomhed EUR 11.000,--. Firmaets advokat opfordrer i første omgang udenretsligt kunden til at betale. Ved en sagsværdi på EUR 11.000,-- udgør advokatsalæret ved en gebyrtakst på 1,5 så EUR 789,--.

2. Retslig inkasso

Hvis debitor ikke reagerer på advokatens brev, kan man iværksætte den retslige inkassoprocedure ("Gerichtliches Mahnverfahren") eller direkte lægge sag an mod debitor.

Ved retslig inkasso udtages en såkaldt inkassostævning (Mahnbescheid) ved byretten på debitors hjemsted. Ved firmaer, som har hjemsted i udlandet, er den centrale stævningsdomstol byretten (Amtsgericht) i distriktet Schöneberg i Berlin. Retslig inkasso er underlagt strenge formalitetskrav og bør altid gennemføres ved en advokat, omend der ikke er pligt til at bemyndige en advokat.

Når der er indgivet begæring om udstedelse af inkassostævning, forkyndes denne for debitor (som nu kaldes modparten (Antragsgegner)) af retten. Modparten kan så inden 14 dage fra forkyndelsen gøre indsigelse (Widerspruch) hos byretten. Hvis der for dette tilfælde allerede er indgivet begæring om gennemførelse af retssag, skal sagen som regel føres ved den kompetente domstol på modpartens hjemsted.

Gør debitor ikke indsigelse i rette tid, skal kreditor (som nu kaldes rekvirenten (Antragsteller)) på den formular, som han får tilbage fra byretten, begære, at der afsiges en fuldbyrdelseskendelse (Vollstreckungsbescheid). Denne kendelse forkyndes ligeledes for modparten, som så igen inden for 14 dage kan indgive protest (Einspruch) imod fuldbyrdelseskendelsen. Fremgangsmåden svarer til indsigelsen (Widerspruch) imod inkassostævningen (Mahnbescheid).

Omkostninger: Fordelen ved retslig inkasso er den lave retsafgift, som kun udgør 1/6 af de udlæg, der skal betales i forbindelse med en regulær retssag.

Advokatsalæret udgør 1,3 for begæring af inkassostævningen. Ved begæring om udstedelse af fuldbyrdelseskendelse udgør advokatsalæret 0,5.

Advokatsalæret i forbindelse med begæring af inkassostævning modregnes med halvdelen (maks. 0,75) ved en senere retslig inkassoforretning i samme sag.
Omkostningerne til begæring af fuldbyrdelseskendelsen modregnes ikke.

Et sagsanlæg vil som regel være det mest hensigtsmæssige, når det må formodes, at debitor vil gøre indsigelse imod betalingen eller ønsker at modregne egne fordringer imod kreditor (som denne gør indsigelse imod). Hvis debitor i forbindelse med retslig inkasso inden for 14 dage efter modtagelse af inkassostævningen gør indsigelse, er resultatet under alle omstændigheder, at der må føres retssag.

Eksempel (fortsættelse af ovennævnte udgangseksempel): Advokaten begærer inkassostævning. Debitor reagerer ikke på denne, hvorefter advokaten begærer udstedelse af fuldbyrdelseskendelse. Ved den omtalte sagsværdi på EUR 11.000,-- udgør advokatens salær for begæring af inkassostævningen EUR 683,80 (1,3) og for fuldbyrdelseskendelsen EUR 263 (0,5). Såfremt debitor nedlægger protest imod fuldbyrdelseskendelsen, modregnes gebyret for inkassostævningen i advokatomkostningerne i forbindelse med selve retssagen.

3. Fremgangsmåden ved en retssag

Sagen skal som hovedregel anlægges på debitors (som nu kaldes sagsøgte) hjemsted. Om det er byretten (Amtsgericht) eller landsretten (Landgericht), der er kompetent domstol, afhænger af sagsværdien. Ligger denne over EUR 5.000,--, har landsretten den saglige kompetence. Tvistemål om lavere beløb forhandles for byretten. Ved landsretssager påbyder loven advokatbistand, d.v.s. at man som sagsøger ikke kan nedlægge påstand om noget på egen hånd.

Der udarbejdes en stævning, som forkyndes for sagsøgte af retten. Sagsøgte skal så inden for en bestemt frist svare i sagen.

Omkostninger: I henhold til tysk lov skal den part, som taber en retssag, betale sagens omkostninger. Der findes dog visse undtagelser, hvor den tabende part ikke skal refundere omkostningerne.

Dette gælder f.eks. især i sager, hvor en advokat, som har gennemført en retslig eller advokatmæssig inkasso, nu skal anlægge sag på sagsøgtes hjemsted. Enhver advokat med møderet for en landsret (Landgericht) må møde for en anden landsret eller byret.

Af procesøkonomiske hensyn vil det også fremover være sådan, at stævningen enten udarbejdes af en advokat med møderet for den anden landsret (stævningsdomstolen), eller af den hidtige advokat (sagsøgtes egen (sædvanlige) advokat; tysk: Verkehrsanwalt) og så blot indgives ved stævningsdomstolen af en anden advokat, som har møderet dér. Omkostningerne, som i forbindelse med den sidstnævnte mulighed skal betales til den sædvanlige advokat (Verkehrsanwalt), refunderes ikke eller kun delvist af sagsøgte. Dette advokatsalær udgør et fuldt gebyr på 1,3 i henhold til den omtalte Streitwert-tabel (tillæg).

I en retssag kan der påløbe op til tre en halv advokatgebyrer for hver af parterne. Det første i forbindelse med, at man beder advokaten om at rejse sagen. Det andet, når advokaten giver møde i retten eller behandler sagen. Det tredje gebyr opstår, hvis parterne indgår forlig i sagen. Det halve gebyr opstår, når advokaten udenretsligt allerede var involveret i inkassoen.

Rettens omkostninger skal af sagøger indbetales i forbindelse med indlevering af stævningen. De udgør det tredobbelte af et gebyr og fremgår af Streitwert-tabellen (tillæg).

Eksempel (fortsættelse af ovennævnte udgangseksempel): Kreditor er nødt til at anlægge sag imod debitor. Kreditor (sagsøger) skal ved en sagsværdi på EUR 11.000,-- indbetale forskud for retsomkostninger på EUR 657,-- (219,-- x 3). Advokaten, som sagsøger bemyndiger, vil forlange et gebyr på EUR 683,80 (1,3) for indgivelse af stævningen ved retten. Desuden vil han hos klienter, som kommer fra udlandet, bede om et yderligere gebyr på EUR 631,20 (1,2) som forskud for domsforhandlingen.

Vi vil gerne understrege, at ovennævnte forløb blot er en skildring af, hvordan en sag om en pengemæssig fordring foregår, når alt går sin sædvanlige, regulære gang. Der kan godt forekomme afvigelser i enkelte tilfælde.

Som klient er man imidlertid beskyttet forsåvidt, at omkostningerne altid er baseret på, hvad der står i loven - medmindre der er truffet særskilt aftale om dem.

Vi håber, at vor lille introduktion er til nytte for Dem og har tydeliggjort nogle ting. Skulle De have spørgsmål, er De velkommen til at henvende Dem uforpligtende til os.

zurück

2. Hvornår når en viljeserklæring frem til modtageren efter tysk ret?

[ BGB § 130 I 1
BGH afgørelse af 26. 11. 1997 - VIII ZR 22/97 - ]

Udgangseksempel: En dansk virksomhed vil opsige en handelsagentkontrakt overfor en tysk handelsagent. Det danske firma sender et indregistreret brev. Modtageren er ikke hjemme i et par dage, så posten nedlægges på postkontoret og modtageren får kun en skriftlig meddelelse om at der er kommet et brev. Modtageren henter brevet fem dage efter senere.
Det tyske Højesteret har fortsat den holdning, at meddelelsen ikke er tilstrækkelig til at modtageren stilles som om han har fået selve brevet. Modtageren har ikke haft mulighed til at læse hvad der står i brevet. På meddelelsen står der ikke, hvad indhold brevet har og hvem det kommer fra. Derfor når en viljeserklæring først frem og bliver gældende, når modtageren (som regel) selv holder brevet i hånden.

I specielle tilfælde kan det dog være, at modtageren alligevel bliver stillet som om han har fået en viljeserklæring per meddelelse af et indregistreret brev, f. eks. hvis han har været ondtro, fordi han vidste, at der ville komme en opsigelse.

Det forudsætter dog, at afsendern skal kunne bevise, at modtageren har været ondtro.

Derfor kan det ikke anbefales, at sende en viljeserklæring (f.eks. en opsigelse) per indregistret brev. Man skulle slet ikke prøve på at opsige per indregistret brev, når opsigelsesvarslen ville forlænge sig, hvis modtageren ikke tager imod brevet den forventede dag.

Løsningen kan kun være, at der enten sendes en kurer til modtageren eller man får en beviselig bekræftelse fra modtageren på en viljeserklæring der er sendt per fax. Selvfølgelig kan en skriftlig viljeserklæring også overgives personligt. I hvert tilfælde skulle man ikke vente for længe, når en varsel ville forlænge sig, hvis viljeserklæringen ikke når frem til ultimo.

zurück

3. Almindelige salgs- og leveringsbetingelser

Almindelige salgs- og leveringsbetingelser (tysk: Allgemeine Geschäfts- und Lieferbedingungen (AGB)) bør man altid have aftalt med en kunde eller forretningsforbindelse i tilfælde, hvor der skal afviges fra lovens bestemmelser. Tit og ofter tager lovreglerne nemlig ikke tilstrækkeligt højde for leverandørens interesser. Hvis sådanne almindelige betingelser - man kunne også kalde dem standardvilkår - ikke ligger til grund, så vil det være de respektive nationale lovregler og indenfor international handel desuden (de internationale) FN-handelsregler (CISG), der er gældende.

Ved samhandel tværs over grænsen med en forretningsforbindelse i Tyskland er det især vigtigt med et arrangement omkring ejendomsforbehold (jfr. specialkapitlet herom).

Mange erhvervs- og brancheforeninger samt organisationer tilbyder færdigt formulerede standardvilkår - der dog som regel aldrig stemmer helt overéns med virksomhedens aktuelle ønsker og behov, hvorfor en individuel udformning af standardvilkår er tilrådelig. I den forbindelse må man imidlertid være opmærksom på, at tysk domspraksis omkring disse "Allgemeinen Geschäftsbedingungen" er uforudsigelig og at klausuler i standardvilkår tit og ofte ikke 'holder', når en domstol indholdsmæssigt går dem nærmere efter i sømmene.

Hvordan man sikrer gyldigheden af standardvilkår (AGB) mellem erhvervsdrivende/handlende

Problematisk bliver det, når standardvilkår skal indgå som en gyldig del af en kontrakt, idet tysk domspraksis gennem et væld af individuelle afgørelser har opstillet diverse kriterier herfor.
Mellem erhvervsdrivende/handlende (tysk: Kaufleute) vil standardvilkår være gældende, såfremt det er aftalt, at de skal indgå i selve kontrakten. Forsåvidt angår samhandelsvirksomhed (tysk: kaufmännischer Verkehr) kan dette opnås gennem såkaldt konkludent adfærd, d.v.s. ved at brugeren tydeligt henviser til sine standardvilkår og den anden aftalepart ikke gør indsigelse imod, at de skal være gældende.

En bekræftende skriftlig erklæring pr. brev vil i den forbindelse have tilstrækkelig retsskabende virkning for forholdet. Hvis der i brevet henvises til standardvilkårene, så vil disse - såfremt der ikke gøres indsigelse - indgå som en del af kontrakten. Det gælder selv i tilfælde, hvor de pågældende standardvilkår som sådan slet ikke har været genstand for de førte aftaleforhandlinger eller ikke er vedlagt selve aftalen.

Hvis brugeren første gang i sin ordrebekræftelse henviser til sine standardvilkår, kan disse indenfor samhandelsvirksomhed blive til en gyldig del af kontrakten, såfremt den anden aftalepart ikke fremkommer med nogen afværgende klausul imod dem og iøvrigt accepterer/modtager den aftalte ydelse uden at gøre indsigelse.

Dog gælder også indenfor samhandlesvirksomhed det generelle princip, at brugeren skal give modparten hvad der kaldes "rimelig lejlighed" til at blive bekendt med de pågældende standardvilkårs indhold. Dette indebærer imidlertid ikke, at standardvilkårene nødvendigvis skal vedlægges den skrivelse, gennem hvilken aftaleforholdet kommer i stand. En oplysning om, at vilkårene "vil blive fremsendt efter ønske", er i den forbindelse tilstrækkelig.

I AGB-vilkår kan der træffes bestemmelser omkring følgende

Yderligere bestemmelser i standardvilkår er mulige. Indenfor tysk ret kan AGB-loven med visse begrænsninger også anvendes på handlende (Kaufleute). Forbudt er overraskende klausuler eller bestemmelser, som på urimelig vis ville tilsidesætte påbudene om tro og love.

Hvis der opstår uklarheder omkring AGB-vilkår, er det brugeren, der bærer byrden herfor.

zurück

4. Ejendomsforbehold efter tysk ret

Set fra leverandørens synspunkt skulle et ejendomsforbehold altid aftales.

Et ejendomsforbehold er en meget udbredt aftale i Tyskland. Hvis den tyske kunde ikke accepterer et ejendomsforbehold, skulle man tvivle på kundens seriøsitet.

Forskel mellem dansk og tysk ret

I modsætning til Danmark har ejendomsforbehold for de leverede varer også virkning overfor tredjemand. Det har stor betydning i insolvenstilfældene (førhen konkurs), fordi sælgerne, der har aftalt et gyldigt ejendomsforbehold efter tysk ret, kan forlange at få udleveret de leverede varer fra bobestyreren. Det betyder, at det efter dansk ret ikke er muligt at kræve de under ejendomsforbehold leverede og ikke betalte varer tilbage, når køber bliver insolvent.

Når der ikke aftales tysk ret, vil der efter internationale regler anvendes dansk ret. Dog vil en tysk kunde i praksis gerne acceptere, at en stridighed går efter tysk ret. Desuden vil ejendomsforbeholdet få absolut virkning i Tyskland, når varen først er leveret. "Leading case" var en dom fra den Tyske Højesteret (Bundesgerichtshof, dom af 02.02.1966, NJW (Nyt ugeskrift for Retsvæsen)1966, s. 879), hvor en italiensk eksportør solgte maskiner under mundtligt ejendomsforbehold til en tysk køber. I Italien skal ejendomsforbehold aftales skriftligt. Det mundtligt aftalte ejendomsforbehold blev anerkendt i retssagen mod kurator, idet ejendomsforbeholdet i Tyskland ikke skal opfylde formelle krav. Aftalen skulle blot kunne bevises.

Derfor er det hensigtsmæssigt, at der anlægge retssager i Tyskland, uanset de internationale regler, hvis andet ikke er aftalt. Det gælder især, hvis der skal anlægges sag mod et insolvensbo i Tyskland, hvor der enten er tale om pengekrav eller udlevering af varer leveret under ejendomsforbehold, fordi den tyske domstol vil gå ud fra, at ejendomsforbeholdet er bindende efter de tyske regler og give leverandøren ret.

Forudsætningen for at kunne gøre et ejendomsforbehold gældende er den gyldige aftale mellem parterne (se emnet omkring alm. salgs- og leveringsbetingelser).

Ejendomsforbeholdets konsekvenser i udvalgte tilfælde

1. Kunden er blevet insolvent, "gået konkurs"
Kurator i det tyske bo kan vælge at give varerene tilbage såfremt disse er blevet leveret under gyldigt ejendomsforbehold og stadigvæk er på lager, eller kurator kan vælge at videresælge varerene, men skal så betale den fulde værdi.

For at sikre rettighederne på varerene skal der hurtigst muligt gøres ejendomsforbehold og det udestående beløb gældende overfor køberen eller kurator, hvis bekendt. Parallelt forlanges en opstilling over varelageret og den kundens købere, som har fået varerne leveret, men ikke har betalt dem endnu.
Hvis de under ejendomsforbehold leverede varer stadigvæk befinder sig på lageret, må de ikke uden videre hentes. Der forudsættes principielt en eksegibel dom. I insolvenstilfælde vil enhver

kurator frigive varerne, når ejendomsforbeholdet kan dokumenteres. Ellers vil han kunne gøres personligt ansvarlig, og der kan kræves skadeserstatning.

De danske regler om konsignationslager o.l. anvendes ikke, så varelager ikke må inspiceres uden køberens eller kurators samtykke.

2. Der leveredes byggematerialer (f. eks. mursten)
Ejendomsforbehold er gældende indtil varererne bliver fast forbundet med byggeriet.

3. Der leveredes dele til indbygning i f.eks. maskiner (f. eks. platiner)
Efter tysk ret bliver alle leverandører medejere af dele til disse maskiner. Når kurator sælger de færdige maskiner, skal han dele indtægten mellem de enkelte leverandører i forhold til værdien af de enkelte dele.

4. Der leveredes varer, der senere ikke kan adskilles fra andre leverandørers varer (f.eks. korn)
Der gælder de samme regler ligesom under pkt. 2. Dog kan der opstå problemer, når man ikke kan bevise, at varerne overhovedet var på lageret, da insolvensdekret blev afsagt.

zurück

5. Ejendomsforbehold i Tyskland - hvad kan aftales?

Ved landsoverskridende leveringer til Tyskland er det ofte et problem, hvordan man som sælger sikrer sig, at varen bliver betalt og at man ikke mister sine rettigheder. Selvfølgelig er det mest sikre, at kræve forudbetaling, men enten gøres det ikke eller det undlades fordi man har et fast køberforhold til kunden, som hidtil altid har betalt efter at have modtaget varen.

Enkelt ejendomsforbehold

I Tyskland er det meget almindeligt at aftale (enkelt) ejendomsforbehold til varen, indtil køberen har erlagt den fulde betaling. Det gælder for såvel erhvervs- som forbrugerkøb. Et krav om aftale af ejendomsfobehold vil derfor ikke betragtes som tillidsbrud.

På den anden side er ejendomsfobeholdet gyldigt uanset lovvalg og værneting, hvis ejendomsforbeholdet er aftalt (beviseligt) inden leveringen. Et ejendomsforbehold kan ikke tages ensidigt af sælgeren og skal være accepteret af køberen. Hvis det kun står på fakturaen, er det for sent. Det seneste tidspunkt må være overgivelsen af varen. Som regel anses et ejendomsforbehold som en klausul i almindelige salgs- og leveringsbetingelser så disse regler gælder også her (se min artikel om alm. salgs- og leveringsbetingelser).

I modsætning til den danske kreditaftalelov skal det samlede beløb, der skal betales, ikke overstige et fast beløb for at man kan aftale ejendomsforbehold. Efter tysk ret er der heller ingen regel om udbetaling af min. 20 % af kontantprisen ved forbrugerkøb.

Et enkelt ejendomsforbehold bevirker, at køberen ikke bliver den nye ejer, så længe han ikke har erlagt betalingen

"Forlænget" ejendomsforbehold

I Tyskland findes der to specielle former for ejendomsforbehold, hvoraf den første betegnes som "verlängerter Eigentumsvorbehalt". Det minder om det danske konsignationsforbehold, hvor sælgeren har mulighed til at bevare sin ejendomsret til de solgte varer, men giver samtidig køberen mulighed til at videresælge varen til tredjemand inden den er betalt.

I modsætning til dansk domspraksis er der ingen specielle forudsætninger for at et konsignationsforbehold / Forlænget ejendomsforbehold er virksomt. Det er nok, at det aftales lige som det enkelte ejendomsforbehold.

Idet der findes en ejendomsovergang i god tro i Tyskland mister sælgeren dog sin ejendomsret i det øjeblik, hvor køberen, som videresælger af varen ikke oplyser, at varen er købt under ejendomsforbehold og ikke betalt, men overgiver varen til sin køber. I det øjeblik får den oprindelige sælger et krav på transport af køberens betalingskrav mod tredjemand. Det medfører, at sælgeren direkte kan kræve betaling af den anden køber

"Udvidet" ejendomsforbehold

Der er tale om et udvidet ejendomsforbehold (erweiterter Eigentumsforbehalt) når der f. eks. sælges en vare, som skal blive forarbejdet af køberen og forbindes med en anden vare/substans, så de to ting ikke kan adskilles igen uden at den nye vare ødelægges.

Eksempel: Der leveres et råstof til produktion af maling. En anden leverandør leverer pigmenter til køberen, som så forarbejder de to substanser til en maling.

I det øjeblik har sælgeren en del-ejendomsret i den nye substans, når varen ikke var betalt endnu og parterne har aftalt et udvidet ejendomsforbehold. Også her gælder de samme forudsætninger for aftale af ejendomsforbehold

Sikkerhed i varelagre

Det er en speciel form for sikkerhed, som er vanskeligt at aftale. Der er specielle krav om hvordan varelageret betegnes og om sikkerheden konkurrer med andres rettigheder f. eks. når en långivende bank også har sikkerhed i det samme varelager. Denne finansieringsform er ret udbredt i Tyskland, så man altid må regne med at et varelager ikke kan give sikkerhed

Konklusion

Det må anses for at være letsindigt, hvis en vare leveres til en tysk kunde uden at have aftalt en form for sikkerhed, som et ejendomsforbehold i sine forskellige variationer kan give. Især når man betragter den temmelig udbredte dårlige betalingsevne af tyske virksomheder p.t.

Hvis man ikke aftaler noget ejendomsforbehold har sælgeren som regel ingen chance for at få købsprisen betalt eller få varen tilbage igen når køberen indgiver insolvensbegæring. Det årlige tal på ca. 100.000 insolvenser i Tyskland burde give anledning nok til at beskæftige sig med emnet. Udgifterne for en advokat står i hvert fald ikke i forhold til det, sælgeren kan tabe ved en enkelt levering, der ikke betales.

zurück

6. Tysk obligationsret efter den 01.01.2002

Den såkaldte obligationsretsreform (Schuldrechtsreform) medførte omfattende ændringer især indenfor obligationsretten (f.eks. køberetten (Kaufrecht)og retten om aftaler om bestilt arbejde (Werkvertragsrecht).

Ikke kun tyske, men også udenlandske firmaer, som har samhandel med Tyskland, skal være opmærksomme på den nye lovgivning, idet denne reform medførte, at mange ting ikke længere er, som man hidtil har været vant til.

Rent faktisk kan der endda opstå store risici, såfremt aftaler og almindelige vilkår ikke er blevet tilpasset den "nye" lovgivning endnu.
Vi vil derfor her gerne henlede opmærksomheden på de mest betydningsfulde ændringer, men samtidig gøre opmærksom på, at der naturligvis altid må foretages en grundig vurdering i det enkelte konkrete tilfælde.

De vigtigste ændringer:

Loven i denne form trådte i kraft pr. 01. januar 2002.

zurück

7. Freistellungsbescheinigung (Fristillingsbevis)

Siden 01.01.2002 skal enhver ordregivere på enhver form for byggeentreprise i Tyskland indeholde 15% af fakturabeløbene og indbetale pengene til det tyske skattevæsen, med mindre entreprenøren kan fremlægge Freistellungsbescheinigung.

Begrebet byggeentreprise defineres meget bredt i loven og omfatter samtlige ydelser i forbindelse med opførelse af en bygning med undtagelse af det rent projekteringsrelaterede arbejde (f.eks. arkitekters ydelser) eller rene materialeleverancer.

Under http://www.bundesfinanzministerium.de/Einkommensteuer-.479.8133/.htm kan der lœses mere! (på tysk)

Som dansk firma får du din Freistellungsbescheinigung her:

Finanzamt Flensburg, Postfach 15 52, D-24905 Flensburg

Bygningen: Duburger Straße 58-64, D-24939 Flensburg

Tel. +49-461-813-0 Fax +49-461-813-254

Husk at spørge, om dit fristillingsbevis videregives til Bundesamt für Finanzen, så enhver kan få informationen under www.bff-online.de. Du sparer at skulle tilsende fristillingsbeviset hver enkelt gang, når du henviser til denn site.

zurück

8. Oplysninger omkring mora (forsinket ydelse)

Mora

Såfremt en aftalepart ikke erlægger sin ydelse rettidigt, f.eks. ikke leverer en bestilt vare til den aftalte tid, taler man om mora (forsinkelse, tysk: Verzug). Efter den tyske obligationsretsreform (Schuldrechtsreform), som trådte i kraft den 01.01.2002, kan den anden part hæve aftalen, såfremt forudsætningerne for mora er tilstede.

Inden den 01.01.2002 gjaldt, at man skulle gøre følgende:

  1. Iværksætte mora overfor modparten gennem fremsendelse af rykker.
  2. Fastsætte en frist og samtidig erklære at ville afvise at acceptere ydelsen, såfremt fristen ikke overholdtes.
  3. Udøve sin hævebeføjelse.

Efter den 01.01.2002 gælder, at man kan gøre følgende:

  1. Fastsætte en rimelig frist m.h.t. erlæggelse af ydelsen (eller give modparten lejlighed til afhjælpning af mangler, som må slå fejl to gange).
  2. Udøve sin hævebeføjelse efter fristens udløb, uanset, hvilken slags pligtforsømmelse der er tale om (pligt til erlæggelse af hovedydelsen eller til erlæggelse af tillægsydelse(r) eller anden ydelse) og uanset, om der er tale om culpa (skyld) eller ej.

Hævebeføjelse og erstatning

Selv efter ophævelse af aftalen kan man nu gøre erstatningskrav gældende - i modsætning til tidligere, hvor der m.h.t. ophævelse og erstatning var tale om alternativer, altså et spørgsmål om enten eller.

Iværksættelse af mora gennem fremsendelse af rykker er - forsåvidt angår pengeydelser - nu atter mulig inden udløb af 30 dage efter modtagelse af faktura (siden 01.05.2000 var det ellers således, at mora udelukkende opstod automatisk 30 dage efter modtagelse af faktura). Derimod er det nu således, at mora enten opstår gennem fremsendelse af rykker eller senest efter 30 dage - sidstnævnte imidlertid kun, såfremt der overfor en forbruger udtrykkeligt er gjort opmærksom på dette forhold på selve fakturaen.

Bemærk: Status af betalingsmora opstår i tvivlstilfælde imidlertid kun, såfremt det kan bevises, at modparten har modtaget fakturaen.

zurück

9. Management om pengekrav i Tyskland

Betalingsmoralen i Tyskland er sunket meget. Regninger bliver ikke betalt med det samme mere. Et effektivt management om pengekrav er derfor uundværligt. Management om pengekrav starter derfor ikke efter tredie rykkerskrivelse, men allerede før indgåelsen af leveringsaftalen.

Samling af informationer

De informationer om skyldneren der kan samles inden indgåelsen af en leveringsaftale kan gøre realiseringen af pengekrav meget nemmere. Så længe samarbejdsforholdet er i orden skulle der senest startes med samlingen af informationer om aftalepartneren.

Hvem er egentlig aftalepartneren?

Specielt for gennemførelsen af et inkasso (f.eks. med Mahnbescheid; se artiklen om inkasso i Tyskland) er det uundværligt, at man har den rigtige og fulde betegnelse af skyldneren. En forkert betegnelse af f. eks. firmanavn medfører mindst en betydelig forsinkelse af processen, eller endda en værdiløs dom, hvis det er den "forkerte" skyldner man er gået imod. Udover gade, husnummer, postnummer og by skal man have fuld firmabetegnelse, selskabsform og direktørens/ indehaverens for- og efternavn. Disse oplysninger samt kunderns bankforbindelse skulle allerede fremgå af bestillingen eller skaffes inden ordrebekræftelsen fra kunden.

Aftalepartnerens bonitet

Især når det drejer sig om større ordrer skulle man skaffe sig et overblik over kundens bonitet inden ordrebekræftelsen. Boniteten kan bl. a. belyses ved hjælp af kreditoplysningskontorer: http://www.creditreform.de, http://www.schufa.de, http://www.consodata.de. Endvidere kan man få oplysninger om kunden via forretningspartnere i samme branche eller vedr. selskabskapital m.m. direkte fra "Handelsregister" eler "Insolvenzgericht (insolvensretten)" ved byretten, hvor kunden har firmasæde.

Kontraktsudformning

Der kan også skabes gode forudsætninger for en effektiv pengeinddrivelse ved hjælp af skriftlige kontrakter og almindelige salgs- og leveringsbetingelser, som bruges meget i Tyskland. Der skulle aftales acontobetaling i henhold til eventuelle delleveringer el. lign. Det kan være fristende for kunden at kunne betale med skonto. Det er en god ide at angive en fast dato for betalingen, så det er klart, hvornår beløbet forfalder og hvornår han kommer bagud med betalingen og skal betale renter. Man kan aftale højere renter end dem, der er fastlagt i loven. Der skulle aftales værneting og sidst, men ikke mindst ejendomsforbehold.

Rykker

Send fakturaen senest sammen med varen, så der kan bevises, hvornår kunden har modtaget fakturaen. Leverandøren er også bevispligtig for at man har rykket for betaling. Husk at rykke hurtigt og konsekvent. Beregn renter og rykkergebyr i enhver rykkerskrivelse og nævn et samlet gældsbeløb. Hold kontakt til kunden og tilbyd ham eventuelt betaling i rater. Betaler kunden derfter ikke alligevel, er advokathjælp nok uundgåelig.

zurück

10. Databeskyttelsesret i Tyskland (lov om databehandling)

Den 23.05.2001 blev der vedtaget det nye "Bundesdatenschutzgesetz" (lov om databehandling). Loven indeholder vidtgående krav for virksomheder i Tyskland, som arbejder med edb vedr. personlige oplysninger. Bl. a. opstilles der krav om hvordan der sikres døre og vinduer mod indbrud. Loven trådte i kraft den 22.05.2004.

Indsigelsesret

Inden en virksomhed overhovedet må opkræve personlige dataer, skal der tydeligere end før udtrykkeligt henvises til personens indsigelsesret mod datasamlingen og videregivelsen af dataer. Specielle regelsæt findes for "sensible" dataer, som f. eks. helbred eller etnisk afstamning.

Datenschutzbeauftragter (Dataombudsmand)

Principielt skal en virksomhed, hvor der er flere end 4 personer, der har adgang til personlige dataer udpege en "dataombudsmand". Det kan være en ansat fra samme virksomhed eller en extern person. Endvidere skal der føres et register hvoraf der fremgår, hvordan personlige dataer bliver behandlet, gemt og sikret. Registret skal altid kunne fremvises for myndighederne.

Bod for misligholdelse

Myndighederne kontrollerer overholdelsen af loven. Der kan fastsættes en bod på op til EUR 250.000,-- ved misligholdelsen af loven.

Konklusion

Loven må tages alvorligt ikke blot p.g.a. boden, men det kan også benyttes til markedsføring, at virksomhedens databehandling opfylder lovkravene. Det er vigtigt, at registret som dokumentation opstilles jvf. loven. Vi råder dem til at lade sig informere via advokat eller professionelle dataombudsmand.

zurück

11. Insolvensbegæring for et tysk selskab (f.eks. GmbH som datterselskab) i Tyskland

Når et selskab er gået i betalingsstandsning må der indenfor 3 uger ingdgives insolvensbegæring ved byretten (Amtsgericht), hvor selskabet har firmasæde.

Hvornår dette tidspunkt er kommet, må vurderes i ethvert enkelttilfælde i afstemning med advokat og/eller revisor/skatterådgiver.

Byretten vil som insolvensret udnævne en foreløbig insolvens(bo-)forvalter, som skal vurdere, om der er aktiva nok til at gennemføre insolvensbehandlingen.

Når insolvensretten på hans vurdering erkender, at den ikke åbner for insolvens(bo-)behandlingen, fordi der ikke engang er penge nok til at gennemføre insolvensbehandlingen (Einstellung mangels Masse), vil selskabet blive opfordret til at indbetale et forskud. Det er et beløb, der skal bruges til insolvensforvalteren og retten til at dække omkostningerne til gennemførelse af insolvensbehandlingen.

Typisk vil det ikke være af interesse, at indskyde det opkrævede beløb. Hvis de penge ikke bliver indbetalt, medfører det, at insolvensretten tvangsliquiderer selskabet og at den forhenvæørende adm. direktør (Geschäftsführer) som regel bliver udnævnt til liquidator. Kun i særtilfælde vil der blive udpeget tredjemand til tvangsliquidator.

En proces ved retten, hvor selskabet optræder som sagsøger kan føres videre efter at bestemmelserne for indledelsen liquidationen er overholdt. Selskabet eller anpartsindehaveren bærer ingen risiko ved at føre processen videre, m.m. der skal betales egen sagfører eller der skal indbetales forskud til vidner. Det kommer altså an på, om vidnet kræver erstatning for udlæg eller ej.

Hvis sagen skulle gå tabt, hæfter stadigvæk kun GmbHet i.L. (in Liquidation) for sagsomkostningerne.

Hvis sagen skulle vindes, skal indtægten udbetales til kreditorerne.

Derfor må der i givet fald overvejes, om stævningen ikke trækkes tilbage.

I en sag, hvor selskabet er sagsøgte, vil sagsøger sandsynligvis ikke køre sagen videre efter at retten ikke har afvist indledelsen af insolvensbehandlingen. Sagsøgers krav er som regel sidestillet og ligeberettiget med krav fra andre kreditorer, men når der ikke engang var kapital nok til insolvensbehandling, vil sagsøgers krav være forgæves.

Liquidationsbehandling omhandles i en anden artikel.

zurück